Vi tilbyder terapi til voksne med og uden diagnoser. Det kan fx dreje sig om depression, angst, stress, tilknytning, tendens til bekymring eller generel overtænkning. Man behøver ikke have en diagnose for at henvende sig til en privatpraktiserende psykolog uden en lægehenvisning – mange ønsker blot at arbejde med udfordringer, der forhindrer dem i at leve det liv, de gerne vil. Og det behøver ikke bunde i en diagnose. Mange af de udfordringer, som vores klienter ønsker at arbejde med, kan være risikofaktorer for diagnoser uden at være diagnoser.
Vi tilbyder derudover kurser, foredrag og supervision af forskellige faggrupper.
Hvordan aftaler jeg en tid?
Du kan bruge kontaktformularen, skrive en mail, sende en sms eller ringe til en af os. Vi har dog ikke altid mulighed for at svare telefonen. I så fald er du velkommen til at lægge en besked. Vi vender tilbage med mulige ledige tider hurtigst muligt – typisk på under et døgn.
Er der en lang ventetid?
Det er som regel muligt at få en tid i løbet af en uges tid eller to hos en af os, sommetider i løbet af få dage, hvis det haster.
Har I en aldersgrænse?
Vi plejer at sige voksne. De yngste klienter, vi har haft, har været 17 år. De ældste har været i 80’erne.
Hvor lange er sessionerne og hvor mange skal jeg regne med?
Sessionerne varer 50-55 minutter. Hvor mange sessioner, du skal bruge, afhænger af problematikken, målet og tilgangen. Mange oplever bedring allerede efter få sessioner. Nogle skal kun bruge få sessioner for at skabe de ønskede ændringer i deres liv, hvor det for andre kan kræve flere sessioner at opnå det, de gerne vil. Du er velkommen til at tage en snak med os om dine forventninger.
Hvad koster en konsultation?
Prisen pr. 1 januar 2021 for konsultation: 900,-.
Prisen pr. 1 januar 2021 for studerende med gyldigt studiekort: 700,-
Prisen er den samme uanset ugedag og tidspunkt.
Hvilke former for betaling modtager I?
Vi modtager MobilePay og kontant betaling.
Tager I imod lægehenvisninger?
Vi har ikke ydernummer og kan derfor desværre ikke tage imod lægehenvisninger. Til gengæld har vi oftest kort ventetid - og ved akutte henvendelser gør vi, hvad vi kan, for at finde en hurtig tid.
Som lovgivningen er nu, er det kun psykologer med ydernummer, som har mulighed for at tage imod lægehenvisninger. Der er ikke mange psykologer, der har ydernummer, hvilket betyder, at der ofte er måneders ventetid hos psykologer med ydernummer. Man kan finde de psykologer, tager imod lægehenvisninger på sundhed.dk.
Hvor sent kan jeg få en aftale?
Der er typisk mulighed for at booke samtaler indtil kl. 21:00.
I hedder jo ’Aftenterapi.’ Hvor tidligt kan jeg få en aftale?
De tidligste aftaler vi har, er typisk kl. 13:00.
Hvordan kommer jeg nemmest til Amagertorv 14B med offentlig transport?
Nærmeste metrostation er Gammel Strand (260 m). Kgs. Nytorv (520 m), Rådhuspladsen (720 m) og Nørreport Station (940 m) er også i gåafstand.
Kan man parkere i nærheden?
Der er de seneste år nedlagt en del parkeringspladser i indre by. Om eftermiddagen kan det være vanskeligt at finde en parkeringsplads på gaden. Aften og weekend er det oftest nemmere. Det er gratis at parkere på gaden lørdag efter kl. 17 og hele søndagen. Det P-hus, der ligger tættest på, er Illums parkering i Silkegade 4.
Er der mulighed for gruppeterapi?
Vi har gode erfaringer med gruppeforløb, som kan bidrage med med andet end individuelle forløb. Der har i sagens natur ikke just været den store efterspørgsel på gruppeforløb under corona-pandemien. Hvornår vi kommer i gang med gruppeforløb igen, kommer an på vores andre opgaver. Det bliver annonceret på hjemmesiden og på Facebook.
Det fremgår af jeres hjemmeside, at I tilbyder kurser ude af huset. Hvad underviser I i, og hvad koster det?
Vi underviser i flere forskellige emner, bl.a. metakognitiv terapi (MCT), mentaliseringsbaseret terapi (MBT), stress, angst og depression. Det kan også være et skræddersyet forløb for en personalegruppe, der skal have allround viden om flere emner. Prisen afhænger af flere parametre, herunder timetal, antal dage, kørsel og eventuel overnatning, hvis nødvendigt. Kontakt os for at høre mere og få et uforpligtende tilbud.
Tilbyder I også undervisning online?
Ja, vi tilbyder onlineundervisning via Zoom. Det er dog værd at bemærke, at ikke alle arbejdspladser tillader download af Zoom. Hvis I ønsker onlineundervisning, kan det være en idé at undersøge, om I kan/må downloade Zoom på jeres arbejdsplads, og at alle til undervisningen har mulighed for at befinde sig et sted med en stabil internetforbindelse.